D. 03. september 2019
NYT JAGTOMRÅDE UDVIDER FAGLIGHEDEN PÅ NUTRIFAIR
NutriFair udvider med et nyt fagligt jagtområde for besøgende. I området kan den faglige interesse for jagt dyrkes, og det er derfor relevant for landmænd der har interesse for jagt privat og professionelt.
På NutriFair 2020 vil gæster ikke kun blive mødt med faglig inspiration, brancheviden og professionelle input inden for staldens fire vægge. NutriFair udvider til også at omfavne det faglige jagtunivers med fokus på landbrugsjord som jagtområder. Besøgende og udstillere får derfor mulighed for at dyrke en interesse, som mange landmand har med at gøre – både i fritiden men også professionelt.
Det nye jagtområde kommer til at ligge i den mindre hal (kendt som hal D), og vil omfatte en række udvalgte udstillere med speciale i jagt.
”Jagtområdet på NutriFair 2020 vil i høj grad afspejle fagligheden bag jagt. For eksempel kommer vi til at have oplæg om at leje sin jord ud til jagt – hvad der er lovmæssigt og investeringsmæssigt klogt. Derfor vil besøgende ikke blive mødt en masse jagtstande. Der vil være enkelte stande, hvor man kan købe grej og udstyr til jagt, men det vil i højere grad være det faglige perspektiv,” fortæller projektleder for NutriFair, Jørgen Kronborg.
I midten af jagtområdet vil der blive placeret en netværkscafe, som kommer til at være centrum for jagttemaet. Cafeen giver besøgende og udstillere et intimt område at netværke, tage et opkald på messen eller blot nyde en kop kaffe.
Er i fuld gang med at planlægge standområdet
Den store hal (kendt som Hal A) er udsolgt, og Messe C i Fredericia er i disse måneder i gang med at få standkabalen til at gå op på messen. Edel Clausen er salgschef for MesseC, og hun har overblikket over hallerne samt alle udstillerne, hun matcher udstillere med tema, så man møder en god opbygning af hallerne på messen.
”Når vi begynder at kigge på standpladsen, kigger vi meget på, hvad der giver værdi for de besøgende og udstillerne. Først og fremmest matcher vi udstilleren med temaet, og derfra prøver vi oftest at være så fleksible som muligt med at matche udstillerens ønske om placering i hallerne. For mig er det vigtigt at give de besøgende og udstillere en god oplevelse med en god opbygning, så de får lyst til at komme igen og igen,” fortæller Edel Clausen.
Projektleder Jørgen Kronborg er godt i gang med at finde relevante oplægsholdere og fagtematikker der skal sikre et højt fagligt konferenceprogram.
”Vi vil altid have en høj faglig kvalitet på blandt vores indlægsholdere og i aktuelle fagtematikker at tage op til debat. Derfor kommer temaerne ikke på plads før en gang i november. Det er simpelthen for at sikre høje faglig relevans og være aktuelle,” fortæller Jørgen Kronborg.
Han løfter dog sløret for, at der blandt andet vil være oplæg fra Danish Crown, og temaet ”klima – hvordan gør jeg?” er i spil til NutriFair 2020.