NutriFair sætter fokus på de unge – hvordan får vi flere til erhvervet? 

Mødet med kreditorer og banker kan være frygtindgydende for unge landmænd – du skal muligvis støve 100 mio. op, før de vender blikket din vej. Flere unge landmænd deltager på scenen på NutriFair og fortæller om deres egen vej ind i branchen.

På landbrugsskolen i Grindsted oplever de en jævn tilstrømning af elever, som brænder for erhvervet. Samtidigt så er der arbejdspladser nok til dobbelt så mange. Så hvad skal der til, før flere tør tage springet?

Det kommer uddannelseskonsulent ved Grindsted Landbrugsskole Kasper Kvist Jacobsen med et bud på:

”Vi gør alt, hvad vi kan for at få elever fra skoler og efterskoler ud at se landbrugsskolen. Vi vil gerne være med til at fortælle den gode historie og vise alsidigheden i uddannelsen. På den helt store klinge, så skal vi skubbe til samfundssynet, sådan så hver gang, der tales om landbruget, så vægtes de dårlige historier ikke længere højest, men i stedet at landbruget er en større del af fremtiden,” fortæller han.

Mød Kasper Kvist og Jonas Broholm sammen med ”ko-fluencer” Bianca Eisenhart i en samtale på scenen til en snak om at være ung i landbruget. Samtalen faciliteres af værterne fra Landbrugspodcasten Anders Nøhr Lau og Mads Krabbe Hansen.

Drømmen om at være selvstændig

Jonas Broholm, 31, blev selvstændig landmand for knap tre år siden. Både han og hans bror er selvstændige landmænd. Hans bror har først etablerede sig i et selskab med en kompagnon ved at leje en ejendom og købe en besætning, og sidenhen har de købt en ejendom hver, men hvor de ingen jord ejer.

Selv har Jonas Broholm overtaget den fædrene gård.

”Jeg synes, det er virkelig vigtigt, at unge landmænd er bevidste om, at der er mange måder at blive selvstændig landmand på. Ofte ender vi i en situation, hvor det er et spørgsmål om soliditetsgrad og med krav fra kreditorer, som er svære at opfylde. Det lykkedes i vores situation, men sådan er det ikke for alle, og det, synes jeg, er problematisk,” siger han og fortsætter:

”Vi kunne stille med en aktivsum på en værdi omkring 50 mio., men nogle steder er gårdene dobbelt så store, og så kan det være en langt vanskeligere situation” lyder det fra den unge landmand.

Fastholdelse og rekruttering

Både uddannelseskonsulent og selvstændig landmand er enige om, at jobbet som landmand kræver anderledes forhold. Erhvervet har pludselig konkurrenter fra andre brancher, som kan lokke med bedre forhold – både for ansatte og virksomhedsejere.

”Vi oplever, at når eleverne går over til at være faglærte, så kommer der et frafald. Det er især inden for planteavl og maskinstationsarbejde. Weekend-, søndags- og helligdagsarbejde er ikke særlig foreneligt med et travlt familieliv,” siger Kasper Kvist Jacobsen.

Det er der en løsning på, mener han. Men det stiller krav til bedriftsejeren.

”Her er god ledelse virkelig vigtigt. Medarbejderne skal kende deres arbejdsplan, og selv mindre virksomheder skal drives som ’big business’ – det vil sige toholdsskift i højsæsonen og vagtplaner, som strækker sig tre måneder ud i fremtiden.”

Som en familie

Jonas Brohold genkender problemstillingen. Han har to fuldtidsansatte, en fleksjobber og en ungarbejder.

”Vi afholder MUS-samtaler og afsætter årligt tid af til APV, og selv om vi kun sidder fire mand til en APV, så giver det os noget konstruktivt, som vi kan bruge, og det giver en anledning til at sidde sammen og tale tingene igennem.”

Dertil skal der være en stærk tilknytning til arbejdspladsen. Det, mener han, er essentielt for at holde på medarbejderne. Og her har selv små bedrifter noget at byde på:

”Det er en lille arbejdsplads, så én force overfor medarbejderne er, at vores hjem er åbent, vi drikker formiddagskaffe i vores hjem, vi har en datter på tre år, som de kender – vi er et hold, og det er sammen med hele familien. At være sammen på den måde er fra en tid, som er ved at svinde ud - men vi er en lille arbejdsplads, så derfor kan vi have de værdier med i det.”

Sceneprogram

·         Ung i landbruget – muligheder og udfordringer

·         Scene 3, torsdag 18. januar kl. 14.00

·         Faciliteret af Landbrugspodcasten

Gæster: Uddannelseskonsulent ved Grindsted Landbrugsskole Kasper Kvist Jacobsen, selvstændig ung landmand Jonas Broholm, influenser og landmand Bianca ”kvægklapper” Eisenhart.