D. 6. december 2019
BIOENERGI ER LANDBRUGETS BIDRAG TIL DEN GRØNNE OMSTILLING
Bioenergi er landbrugets mulighed for at være medspiller i en grøn omstilling i Danmark. På blot fem år er volumen af produceret biogas fordoblet, og det er fordi, det er godt for miljø, klima og økonomi.
Danmark skal forsynes med grøn og vedvarende energi senest i 2030. For at samfundet kan nå i mål med den grønne omstilling, skal der gasses op for biogassen i Danmark. Men danske landmænd er allerede godt i gang med at tage den bæredygtige bioenergi til sig. På et halvt årti er antallet af produceret biogas fordoblet, og der bliver indviet nye biogasanlæg hvert år.
På NutriFair den 15. og 16. januar 2020 vil der et område og en scene dedikeret til bioenergi, den næste grønne energiressource. På programmet vil der blandt andet være fokus på bioenergi til samfundet samt synergien mellem bioenergi og landbruget. Landbruget har en profil som både et fødevare- og energiproducerende erhverv og styrker dermed landbrugets position i det samlede regnskab.
Økologisk mælkeproducent har etableret et gårdbiogasanlæg
En af de nyetablerede biogasproducenter er Formand for Danske Mælkeproducenter, Kjartan Poulsen, der har 900 økologiske mælkekøer ved Outrup. I år byggede han et gårdbiogasanlæg på sin bedrift i samarbejde med fem lokale landmænd. Fordi det var bæredygtigt og rentabelt.
”Før vi fik etableret anlægget, var vi tilmeldt et større anlæg, men vi lå i periferien af anlægget, så på et tidspunkt ville vi være nødt til at betale for at komme af med vores gylle. Efter lidt hovedregning så vi, at der kunne være penge i at bygge et anlæg selv,” fortæller Kjartan Poulsen.
Gårdbiogasanlægget er gået i produktion i år, og Kjartan Poulsen vil første gang kunne se økonomien i sit anlæg næste år, dyrkningsåret 2020. Derudover forventer han en reduktion af luftgener fra gyllen for naboerne og et højere udbytte på markerne på grund af det jævnt fordelte fosforindhold. Langt vigtigere bliver kvælstoffet i gyllen mere tilgængeligt for planten.
”Forsøg viser, at man har en bedre fordeling af næringsstofferne med biogas. Og så er det en god måde at udnytte vores restprodukter på. I de store fællesanlæg har vi ikke styr på, hvad der blev puttet i af affaldsprodukter og givet tilbage til os. Nu har vi selv hånd i hanke med, hvad der bliver tilført i anlægget. Vi får lukket kredsløbet,” siger Kjartan Poulsen, der udover gylle samt majs og græs også tilfører dybstrøelse i anlægget for at hæve tørstofprocenten, der er et vigtigt parameter for en høj gasproduktion.
Biogas produceres ved forgæring af affaldsstoffer som dybstrøelse, organisk affald og gylle fra husdyrhold. Den udvundne gas sendes videre i naturgassystemet, mens den næringsrige gødning kommer tilbage til landmændene.
Forsker: Biogas er et væsentligt værktøj for Danmark på vejen mod den grønne omstilling
Jens Bo Holm-Nielsen er afdelingsleder og lektor på Institut for Energiteknologi og har forsket i biogas i 25 år. Han har fulgt udviklingen af bioenergi i Danmark, der rigtig tog fart i 2012, da biogas kom med i energiforliget fra 2012, hvor et af hovedpunkterne var ”Bedre rammer for bioenergi”.
”I Danmark, skal vi finde grønne løsninger til at producere vores energi, og der er biogas en af de store spillere sammen med vind- og solenergi. Det smarte ved biogas er, at det kan mellemlagres i naturgaslagerne, og det har vi for eksempel endnu ikke mulighed for med energi fra vind og sol,” fortæller forsker Jens Bo Holm-Nielsen.
Jens Bo Holm-Nielsen har flere gange arbejdet med at rådgive landmænd om bioenergi og mulighederne ved biogas. Biogas er ikke blot en måde at skabe mere grøn energi, men gylle fra et biogasanlæg giver også afgrøderne en hygiejnisk gylle med mindre miljøbelastning.
”Lige nu bliver kun 20 procent af landbrugets gylle brugt som biogas. Der er derfor stadig plads til optimering. Det er vigtigt at kigge på landbrugserhvervet og biogas som medspillere, der kan understøtte hinanden bæredygtigt for mindre CO2 aftryk,” siger Jens Bo Holm-Nielsen.
Mælkeproducent Kjartan Poulsen er heller ikke i tvivl om, at der i fremtiden vil komme flere gårdbiogasanlæg og større fokus på biogas i landbruget. Det er et område, der er i vækst og taler ind i bæredygtighedsagendaen.
”Bæredygtighedsdelen er selvfølgelig vigtig for os. Det gjorde, at vi valgte at etablere et anlæg. Men økonomien i det betyder, at vi kan tjene penge på vores gylle i stedet for at bruge penge på det i fremtiden. Og som en ekstra bonus har vi også ejerskab over, hvad der bliver tilsat i vores gylle.”
Bioenergi bliver et centralt samtaleemne på husdyrmessen NutriFair, der afholdes den 15. og 16. januar 2020. Her skal Jens Bo Holm-Nielsen holde oplæg om bæredygtigbiogas i et europæisk perspektiv. Derudover vil der blandt andet være oplæg fra Danish Crown, Nature Energy og Sagro.