Skip to main content

NutriFair inviterer til Årets første – og måske største – ERFA-gruppemøde

Nutrifair

NutriFair sætter gang i et helt nyt initiativ og indbyder alle ERFA-grupper til en kickstart på årets faglige inspiration. Det sker sammen med Landbrugspodcasten, der vil facilitere et morgenmøde i inspirationens tegn – og med SEGES Innovations’ nye CEO som keynote speaker.

I januar åbner NutriFair dørene for et helt nyt initiativ: Et fælles stormøde for ERFA-grupper i husdyrbranchen, der giver den perfekte start på kalenderåret. På dagen vil vi give ERFA-grupper en unik mulighed for at samle energi, perspektiver og nye indsigter – så 2026 bliver skudt i gang med et brag.

Det sker sammen med LandbrugsPodcasten, der vil styre slaget til ERFA-gruppemødet med NutriFair.

Stormødet arrangeres i samarbejde med LandbrugsPodcasten, som vil skabe et forum, hvor viden, tendenser og netværk mødes – og hvor ERFA-grupper kan sikre sig et fagligt forspring. Det er et forsøg på at kombinere ERFA-arbejdet med direkte kontakt til leverandører, nye løsninger og rådgivningsmiljøer.

Ny CEO vil inspirere årets ERFA-temaer

Mødet vil være en god måde at samle sin ERFA-gruppe på for at se på konkrete løsninger til stalden. Men derudover kan det være en måde at hente inspiration til det ERFA-år, man står foran. Derfor har NutriFair eksklusivt inviteret SEGES Innovations’ nye CEO, Lisbeth Henricksen, til at give sit perspektiv på, hvad hun mener, man bør rette fokus mod i 2026.

”Jeg glæder mig til muligheden for at inspirere til udbytterig erfaringsudveksling nogle af landets ERFA-grupper. Det er i den videndeling, vi har med hinanden i dansk landbrug, at vi formår at være på forkant med nye dagsordener. I SEGES Innovation forsøger vi altid at være to skridt foran – og vi gør alt, hvad vi kan for at bringe de nyeste indsigter og tendenser ud til landets primærproducenter,” fortæller Lisbeth Henricksen.

I samspil med branchen

NutriFair er husdyrbranchens faglige mødested – og derfor er det naturligt at bruge messen som platform for at finde fælles inspiration. Der er mulighed for at netværke og holde møder med udstillere på særligt tilrettelagte netværksstationer på messen.

”Vi har glædet os til at løfte sløret for dette arrangement. Efter at have rådført os med udvalgte aktører i branchen er vi kommet frem til, at der er lyst til, at vi modererer en samling på tværs af ERFA-grupper. NutriFair er en netværksmesse – og derfor passer dette arrangement godt ind i programmet,” fortæller Ida Hahn, projektchef hos MESSE C.

Arrangementet kræver tilmelding af den enkelte ERFA-gruppe og vil finde sted som et morgenmøde torsdag d. 15. januar, hvor der inviteres til morgenmad, et fællesmøde med ERFA-gruppekoordinatorer og gratis frokost til alle deltagere.

Tilmeld din ERFA-gruppe her