Fremtidens grisestalde er i fokus på NutriFair - fra minimumskrav til muligheder på bundlinjen
Når danske griseproducenter skal fremtidssikre deres stalde, er det især nye teknologier, der fremmer dyrevelfærden og reducerer udledninger, de efterspørger.
Når NutriFair 2026 slår dørene op i Messe C Fredericia, er fremtidens stalde et af de temaer, som der vil være særligt fokus på. En af de virksomheder, der allerede mærker de nye strømninger i landbruget, er ACO Funki, som leverer staldinventar til svineproduktion.
Ifølge Torben T. Olesen, salgs- og marketingdirektør hos ACO Funki, er det især velfærden i stalden, der sætter retningen for de nyeste tiltag.
”Vi oplever en klar tendens til, at landmændene investerer i løsninger, som skaber bedre forhold i stalden. Det gavner både dyrene og medarbejderne, og i sidste ende kan det også ses på bundlinjen,” siger han.
Velfærd som investering
ACO Funki ser i disse år, hvordan mange landmænd vælger at gå længere end de minimumskrav, lovgivningen stiller. Flere bygger allerede nu løsstalde – både fare- og løbestalde – længe før det bliver et krav. Også interessen for nye teknologier er stigende, blandt andet halmanlæg, der automatisk fordeler frisk halm flere gange om dagen.
”Med halmanlægget kan søerne få frisk halm op til fire gange dagligt. Det giver dem lyst til at rode og æde, det skaber roligere dyr med færre skader og færre dødfødte grise – og i sidste ende en mere stabil produktion, forklarer Torben T. Olesen.
Nye løsninger mod emissioner
Ud over dyrevelfærd fylder klima og miljø også mere i fremtidens stalde. ACO Funki har en ny type gylletragt med på NutriFair, der både reducerer udledningen af metan til atmosfæren og samtidig mindsker lugt- og ammoniakgener i stalden.
”Tragtene ligger under spalterne, og gør det muligt at udsluse gyllen dagligt eller hver anden dag. Normalt går der uger imellem. Det betyder et bedre indeklima for både dyr og medarbejdere – og samtidig reducerede emissioner til omgivelserne,” siger Torben T. Olesen.
Derfor er NutriFair vigtig
For ACO Funki er NutriFair en vigtig platform, fordi messen samler branchens beslutningstagere og giver mulighed for at drøfte de løsninger, der former fremtidens landbrug.
”NutriFair er en fagmesse med meget høj kvalitet i samtalerne. Vi møder professionelle svineproducenter og bedriftsledere, som ønsker at investere og udvikle sig. Derfor får vi ofte konkrete samarbejder og aftaler med hjem,” siger Torben T. Olesen.
Fra NutriFairs side er de ligeledes glade for, at virksomheder som ACO Funki bringer nye løsninger i spil.
”NutriFair handler netop om at vise, hvor landbruget er på vej hen. Derfor er det vigtigt, at vi har fremtidssynede virksomheder med, som ikke bare taler om udviklingen, men også giver de besøgende mulighed for at se og tale nærmere om de nyeste tiltag i branchen,” siger projektleder Sia Bergmann fra NutriFair.
FAKTABOKS: NutriFair 2026
- 14.-15. januar 2026
- Messe C, Fredericia
- Hent gratis billet HER