Debat på NutriFair: Hvad er fokusområderne for grisegenetik i Danmark
Der er stor bevågenhed på dansk griseproduktion i disse år – samtidig med at der i genetikselskaberne er øget fokus på, hvordan vi sikrer en fortsat license to produce uden at gå på kompromis med landmandens forretning. Med LandbrugsAvisens chefredaktør, Christian Friis Hansen, i spidsen har NutriFair inviteret Hendrix Genetics Swine, Topigs Norsvin og DanBred til debat om fremtidens grisegenetik.
Genetik danner på mange måder grundlaget for, hvordan man skal agere i slagtesvinestalden. Dansk griseproduktion er verdenskendt for sin effektivitet – men nye krav fra omverdenen har sat gang i nye avlsmål. Flere genetikselskaber har desuden fundet vej ind på det danske marked i de senere år, og spørgsmålet er, om tiden er inde til en komplet nytænkning – eller en stille revolution med udgangspunkt i det eksisterende.
Hos DanBred byder de diskussionen velkommen, men holder fast i fokus på saglighed og faglighed – og på, at dansk griseproduktion er verdenskendt for sit potentiale. Med nye avlsmål bevæger genetikken sig målrettet i retning af omverdenens krav.
”Vi vil løse vores landmænds udfordringer, men ting tager tid. Vi har et stærkt internationalt ry – men vi skal også have lov til at være her i Danmark. Vores produkt har det højeste genetiske potentiale men det kræver man har styr på sit management for fuldt at udnytte dette potentiale. Det høje genetisk potentiale, gør, at den danske griseproducent kan drive en forretning på trods af de høje produktionsomkostninger, vi har i Danmark,” fortæller Martin Mølgaard Pedersen, Head of Supplier Relation Management hos DanBred.
”For os handler det om at have et balanceret avlsmål, hvor vi har fokus på en effektiv og robust gris, som taler ind i den nuværende dagsorden. Men vi må også spørge: Hvad kan løses med management, og hvad skal løses genetisk? Det tager 10–15 år at løse udfordringer avlsmæssigt, hvor management kan flytte noget her og nu.”
Topigs Norsvin: Fremtidssikr dit landbrug
Topigs Norsvin går på scenen med et klart formål: at sætte fokus på, hvordan danske griseproducenter kan fremtidssikre deres produktion.
”I vores verden er license to produce det samme som at fremtidssikre sit landbrug. Det handler om at have en produktion, man kan være stolt af – både når man taler om den ved middagsbordet i dag og om 10 år,” fortæller Karl Johan Møller Klit, direktør i Topigs Norsvin Danmark.
Karl Johan Klit Møller vil blandt andet bruge tiden på at fortælle om nye erfaringer Topigs Norsvin har gjort sig med helt løsgående søer i Canada – selv ved faring. Når nye stalde til løsgående søer skal bygges, ser Karl Johan det som afgørende at have erfaringer at kunne trække på, fra nutidens krav.
”Fiksering af søer er for eksempelvis snart slut – og hvad gør man så? Vi har 20 års erfaring i Norge, og nu har vi knækket koden til komplet løsgående søer i vores anlæg i Canada. Her har man sovet for længe i Danmark. Hvis du som dansk landmand skal bygge en ny stald i dag, skal du have løsgående søer – og der kan du ikke vente på, at dit genetikselskabs avlsmål slår fuldt igennem om 10 år.”
Hendrix Genetics Swine: License to produce er et aktivt ansvar
For Hendrix Genetics Swine handler license to produce om mere end genetisk fremgang alene. Ifølge Mads Kring, Operations Director hos Hendrix Genetics Swine, er retten til at producere tæt knyttet til ansvarlighed, dokumentation og samfundets tillid.
”Vi arbejder benhårdt hver dag for at skabe genetisk fremgang, der giver den højeste værdi på bundlinjen hos landmanden – men det kan i dag ikke stå alene. License to produce afgøres i sidste ende af slutbrugeren, og derfor er ansvar, dyrevelfærd og gennemsigtighed helt centrale,” siger Mads Kring.
Hos Hendrix Genetics Swine arbejdes der målrettet med balanceret avl med robuste og holdbare grise, hvor fokus blandt andet de seneste år har været på øget overlevelse, sundhed og styrke i avlsarbejdet. Det har blandt andet resulteret i en dokumenteret sodødelighed på blot 6,8 procent i en international kundeundersøgelse af mere end 100.000 produktionssøer – markant under branchens gennemsnit i Danmark på ca. 16,5%.
Samtidig investerer selskabet i ny teknologi, herunder AI og kamerabaserede løsninger, der giver mere objektive målinger af dyrevelfærd og robusthed i avlsarbejdet.
”Vi skal hele tiden blive bedre. Danmark er stærkt internationalt, men det må aldrig blive en sovepude. Hvis vi vil bevare vores license to produce, skal vi kunne dokumentere og få både velfærd og produktionsøkonomi til at gå hånd i hånd – og tage det ansvar meget bevidst,” understreger Mads Kring.
Oplev debatten live på NutriFair onsdag d. 14. januar kl. 10.00 på scene 2.
Fakta om debatten
Debatten modereres af LandbrugsAvisens Chefredaktør Christian Friis Hansen og vil blandt andet sætte fokus på:
- Hvordan avlsselskaberne vil sikre, at der er ”licence to produce” til grise i Danmark?
- Hvilke områder er der særligt fokus på for at tilpasse sig fremtidens produktionsforhold i DK og globalt?
- Genetik/Forskning: Balancen mellem kuld størrelse og performance.

