D. 20. august 2020
Stor tilslutning til NutriFair fra grovvareselskaberne
På NutriFair 2021 kan du igen besøge grovvareselskaberne, der alle vil være til stede på messen i uge 3.
Med et forår, en sommer og et efterår der ikke byder på messer eller dyrskuer, bliver det glædeligt igen at kunne samles til messer. Gensynsglæden bliver også stor hos arrangørerne af NutriFair, der netop nu arbejder på højtryk for at samle udstillere og kortlægge udstillerplanen for 2021.
Den første milepæl for messesæsonen er, at NutriFair nu kan melde fuld plade på deltagelse fra grovvareselskaberne, så husdyrproducenter igen i 2021 har mulighed for at få den gode og faglige snak med sin leverandør af grovvarer i messehallerne ved MESSE C i Fredericia.
Danish Agro er en af de udstillende grovvareselskaber, der ser NutriFair som et sted, hvor virksomheden kan møde landmænd og have den faglige snak om stalden, produkter og ydelser. Danish Agro deltager på NutriFair 2021 med flere af sine dattervirksomheder, blandt andet Vilomix. Vilomix lancerede for nyligt et nyt samarbejde med SEGES, der skal kortlægge udfordringerne ved udfasningen af zink for at undersøgerne løsninger. Resultaterne fra projektet præsenteres på NutriFair 2021.
”På tværs af Danish Agro koncernen har vi mange forskellige projekter i støbeskeen, som omhandler forskellige dele af den animalske produktion. Vi kommer sikkert til at tale mere om disse projekter op til og under NutriFair 2021. Især emnet om udfasningen af zink vil være højaktuelt på NutriFair 2021,” fortæller Søren Møgelvang Nielsen, kommunikationsdirektør i Danish Agro.
Udover Danish Agro udstiller Dlg, Vestjyllands Andel, Brødr. Ewers, Hornsyld Købmandsgaard, Himmerlands Grovvarer, Mollerup Mølle og Vejrup Andel på NutriFair 2021.
Afholdes efter gældende Corona-retningslinjer
NutriFair fejrer i 2021 sit 10-års jubilæum som faglig messe for husdyrproduktionen. I ti år har NutriFair været den specialiserede messe for husdyrproduktionen, hvor faglighed, inspiration og netværk er opskriften på messens eksistens.
”Vi glæder os til at åbne dørene for besøgende til en messe, der igen samler relevante udstillere inden for branchen, hvor fagligheden og inspirationen endnu en gang er i højsædet,” siger projekt- og salgschef hos MESSE C, Morten Ihlow.
Der har ikke været meget mulighed for det fysiske møde mellem virksomheder og landmænd siden afholdelsen af NutriFair januar 2020. Derfor bliver det også et glædeligt gensyn når leverandører og kunder igen mødes.
”Danish Agro koncernen har rigtig mange ydelser og produkter til den animalske produktion. NutriFair er et super sted at møde landmænd, så vi er glade for at kunne annoncere vores medvirken på NutriFair 2021. Vi har ikke overrendt hinanden det første halvår, og det er klart, at vi ser frem til mødet med landmændene på NutriFair. En forudsætning bliver naturligvis, at det kan foregå efter de gældende retningslinjer, hvilket vi har tiltro til at messecenteret har helt styr på,” siger kommunikationsdirektør i Danish Agro, Søren Møgelvang Nielsen.