D. 22. oktober 2021
NutriFair flyttes til den 5. og 6. maj
I lyset af udviklingen af Covid-19 er der opbakning fra udstillere og foreninger til, at NutriFair flyttes til den 5. og 6. maj 2021.
Den årlige NutriFair i januar bliver nu udskudt til foråret i stedet for, hvor messen vil blive afholdt i uge 18, den 5. og 6. maj 2021.
Beslutningen om at flytte messen til begyndelsen af maj 2021, er taget på baggrund af en dialog mellem Messe C og samtlige udstillere. Alle involverede er blevet kontaktet omkring situationen og om deres opbakning til NutriFair.
”Det er turbulente tider, men det har været afgørende for os og NutriFairs messekomité, at beslutningen er taget med fuld opbakning fra branchen. Vi er taknemmelige for, at der er meldt så tydeligt tilbage. NutriFair er udviklet af branchen for branchen, så vores vigtigste job i Messe C er at facilitere en messe, hvor alle medvirkende kan stå inde for afholdelsen,” siger Grete Højgaard, direktør i Messe C og fortæller:
”Januar er under normale omstændigheder den ideelle måned for afholdelsen af NutriFair, men i lyset af den nuværende situation i Danmark, er maj måned det bedste alternativ for afholdelse i 2021. NutriFair er en specialiseret messe for husdyrproducenter, hvor netværk, inspiration og faglighed driver besøgstallet, og jeg forventer, at vi kan levere på disse parametre sideløbende med et højt fokus på sikkerhed.”
En nødvendig beslutning
På trods af den verdensomspændende pandemi, har Messe C oplevet en utrolig stor opbakning fra branchen. Derfor har det været yderst vigtigt for messekomiteen og Messe C at finde frem til nye afholdelsesdatoer for NutriFair 2021.
NutriFair har siden begyndelsen været vært for de faglige foreninger. Det vil også være gældende for afholdelsen af NutriFair i maj.
”Vi havde selvfølgelig håbet på, at vi kunne afholde vores 40-års jubilæum i januar på NutriFair, men nu ser vi frem til, at afholde det i maj i stedet for. Usikkerheden i disse måneder har bragt meget frustration med sig, og det er derfor rart, at NutriFair ikke er aflyst men blot udskudt til en specifik dato, vi nu kan se frem til,” fortæller formand for Danske Mælkeproducenter, Kjartan Poulsen, der også er medlem af messekomitéen.
Foreningen Danske Svineproducenter deltager ligeledes på NutriFair 2021 i maj.
”Vi kan kun bifalde, at man har valgt at flytte messen. Som det ser ud nu med yderligere restriktioner og stigende smittetal, er det, det eneste rigtige at gøre på branchens vegne. I forhold til den nye afholdelsesdato går vi allerede i tænkeboks for at lave et spændende fagligt medlemsmøde, som vi altid afholder i forbindelse med NutriFair,” fortæller direktør for Danske Svineproducenter, Per Bardrum.
Om flytningen til maj måned siger direktør fra Bæredygtigt Landbrug, Hans Aarestrup:
”Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at vi skal vente helt til maj med at mødes, fordi vi er nået til et punkt, hvor vi glæder os til at mødes igen. Derfor glæder vi os meget til at deltage på messen i maj, fordi det vigtige møde sker ansigt til ansigt. Når vi mødes på NutriFair, får vi snakket med vores medlemmer, hvor vi kan gå i flere dage efter og være høje på de møder vi har haft på messen. Det er et godt forum at have den faglige snak i.”
For yderligere information, kontakt:
Grete Højgaard | Direktør, Messe C Fredericia | +45 3050 6556 | E-mail: gh@messec.dk