Januar 2019
Cool iværksætter kickstarter NutriFair 2019 onsdag morgen
Fagmessen i Fredericia for husdyrproducenter sparkes i gang af Coolshop-stifter Jacob Risgaard
Onsdag morgen går det løs med den ottende udgave af NutriFair i Fredericia – fagmessen for husdyrproducenter. Til at skyde messen godt i gang har arrangørerne allieret sig med super-iværksætteren Jacob Risgaard, som før den officielle åbning giver udstillerne gode råd, inspiration og højt humør med ned på standene til de to messedage.
- Jacob har senest markeret sig, da Coolshop i efterdønningerne efter Fætter BR’s konkurs har udtrykt interesse i at overtage dele af aktiverne. Desuden er han aktuel med TV 2-programmet ”365 dage til succes”, hvor han hjælper en række nystartede virksomheder og ildsjælene bag.
- Så det er en ekstremt dynamisk og inspirerende mand, som kommer og giver os alle et skud vitaminer, før dørene åbnes for de mange besøgende fagfolk, siger Jørgen Kronborg, projektleder i MESSE C Fredericia.
Honorar går til velgørende formål
Han tilføjer, at Jacob Risgaards honorar går til CoolUnite; Coolshop-stifterens velgørende fond, der hjælper danske børn med behov for en ekstra håndsrækning i livet.
Den officielle åbning af NutriFair 2019 foretages af adm. direktør for MESSE C, Grete Højgaard samt Fredericias borgmester Jacob Bjerregaard, som byder velkommen til byen.
NutriFair åbner onsdag den 16. januar klokken 09.00. Messen har åbent onsdag den 16. og torsdag den 17. januar fra kl. 9-17. Læs mere på www.nutrifair.dk.
•YDERLIGERE OPLYSNINGER:
Projektleder Jørgen Kronborg, MESSE C, tlf: 2777 0044, mail: jk@messec.dk