D. 13.01.2020
Gastæt kornopbevaring reducerer klimabelastningen med op til 5%
Seges har lige lagt sidste hånd på en ny rapport om klimaeffekten ved gastæt opbevaring af foderkorn, sammenlignet med traditionel tørring og lagring.
På foranledning af Assentoft Silo har Seges udført et litteraturstudie for at undersøge klimaeffekten ved at undgå nedtørring af korn og i stedet anvende gastæt silo til kornopbevaring. Analysen er baseret på livscyklusanalyser og er opbygget omkring flere delanalyser, bl.a. energiforbrug ved nedtørring, åndingstab og fordøjelighed.
Salgsansvarlig John Serup udtaler:
”Jeg hører hos kunderne, at målet om at have en bæredygtig produktion med minimum klimabelastning har meget stort fokus.Det er dog en svært håndgribelig størrelse, som alle bliver nødt til at forholde sig til, og jeg håber, at rapporten fra Seges vil blive brugt som et værktøj til at dokumentere den enkelte produktions klimaindsats.”
Afhængig af ejendommens drift og type, er det muligt at anvende delkonklusioner i rapporten i dokumentation af ejendommens klimaregnskab.
Rapporten kan afhentes på Nutrifair Messen i Fredericia hos Assentoft Silo, stand A-1146, og vil efterfølgende blive lagt som download på Assentoft Silos hjemmeside.”