Januar 2019
Euroduna er på partnerjagt
Nordtysk sværvægter inden for ingredienser til foder søger danske samarbejdspartnere på NutriFair i Fredericia
Euroduna Rohstoffe GmbH er del af Euroduna-gruppen og er en af Europas førende leverandører af råvarer og ingredienser til foderblandinger, og den 16.-17. januar kan man møde Hamborg-virksomheden på NutriFair 2019 i Fredericia.
- Vi har allerede aktiviteter i Danmark, og vi vil gerne booste engagementet yderligere. Med 250 udstillere og næsten udsolgt er NutriFair et meget spændende forum for os, og vi påtænker at komme igen de kommende år, hvis deltagelsen er en succes, fortæller Robin Dubbeldam, som er tredje generation i den familieejede virksomhed.
Kæmpe lager tæt på Danmark
Euroduna Rohstoffe er baseret nær havnen i Hamborg, i nordtyske Barmstedt, hvor man nyligt har åbnet et 2400 kvadratmeter stort lager, og hvor et nyt på 1750 kvadratmeter er under opførelse. Med blot cirka halvanden times kørsel til den dansk-tyske grænse kan Euroduna således hurtigt klare forsendelser til Danmark, på 24/7 basis om nødvendigt.
Ifølge Robin Dubbeldam er de øvrige udstillere på NutriFair mindst lige så interessante som de besøgende – det er nemlig i høj grad også nye partnere/partnerskaber, som den tyske virksomhed er på udkig efter.
- Vi glæder os til at møde aktørerne på NutriFair, fortælle om os selv og blive mere kendte i Danmark. Vi håber at opbygge nye netværk – også i forbindelse med udstillerfesten, siger Robin Dubbeldam med et smil.
NutriFair finder sted den 16.-17. januar 2019 i MESSE C Fredericia. Se mere på www.nutrifair.dk.
•YDERLIGERE OPLYSNINGER:
Projektleder Jørgen Kronborg, MESSE C, tlf: 2777 0044, mail: jk@messec.dk